Mormor havde styr på bæredygtig mad
Må man stadig spise bøf med god samvittighed midt i klimakrisen? Ja, mener Søren Kanne, Divisionsdirektør, FOOD by Coor. Vi skal bare tage mormors visdom om bæredygtig mad med os, når vi handler og spiser.
Verden er fuld af kødskam som følge af klimakrisen, og der kommer stadig mere fokus på bæredygtig mad. Vi oversvømmes af uigennemskuelige fakta, der gerne skulle bevise over for os skamfulde forbrugere, at især oksekød er gift for klimaet.
Jeg anerkender fuldt ud, at et overforbrug af oksekød sætter sorte spor i vores CO2-regnskab, men det er ikke kødet i sig selv, den er gal med, når vi taler om bæredygtig mad. Det er hele grundlaget for regnskabet, jeg gerne vil vende på hovedet.
Tænk bæredygtigt, når du køber kød
Lad os forestille os, at du i en periode kun skal leve af en hel kalv. Den går frit og spiser græs og kløver, indtil hjemmeslagteren kommer forbi. Du udnytter alt fra mule til halespids. Det giver dig mad til cirka 165 dage.
Problemet med klimaregnskabet i dag er nemlig, at vi ikke bruger hele kalven, at vi spiser for meget kød generelt, og at foderet til kalvene og andre dyr i sig selv skaber et klimaproblem. Derudover er vi ikke altid gode til at spise efter årstiden og handle de råvarer, der er i sæson. Det hænger dårligt sammen med ideen om bæredygtig mad, og derfor skal man overveje flere faktorer, når man handler kød og tilbehør generelt.
I supermarkedet kan vi kun købe ”ryggen” af kalvene, fordi vi har glemt alt det andet på en kalv, vi kan spise. Og så vælger vi generelt dyr, der er blevet fodret med soja fra Argentina, hvor det skader både mennesker og miljø.
Her skal vi tage vores indre mormor frem og spise mindre oksekød. Vi skal efterspørge hele kalven og kalve, der har levet af græs og kløver. Så kan du godt unde dig selv en bøf i ny og næ samtidigt med, at du prioriterer bæredygtig mad.
Køb lokale råvarer
Og tag også mormor med, når du handler andre varer - køb og spis efter årstiden. Vi danskere spiser fx 320 millioner bananer om året. Mormor ville have spist flere æbler, pærer, blommer og bær, når de er i sæson i Danmark, så vi ikke skal transportere bananerne til Danmark. Og ja, de økologiske bananer skal også transporteres. Økologi i sig selv gør ikke bananer til bæredygtig mad. Det handler i bund og grund om at danne sig et overblik over sæsonernes lokale råvarer, så man nemmere kan gøre det til en vane at spise efter årstiderne.
Spis efter årstiden og få mere smag for pengene
I Danmark er det nemt at spise efter sæson, fordi vores klima gør det muligt at dyrke et bredt udvalg af lokale råvarer året rundt - og det skal vi huske, når vi handler ind. Når man spiser efter årstiderne vil man automatisk spise mere varieret, maden vil smage af mere og de lokale råvarer vil indeholde flere vitaminer.
Måske de danske supermarkeder kunne hjælpe med at afmærke mormors bæredygtige indkøbsrute i butikken, så man ved, hvornår man handler lokale råvarer og spiser efter sæson? Indtil da har vi lavet en guide der viser, hvornår danske lokale råvarer er i sæson, så I nemmere kan spise efter årstiden.
Rigtig god fornøjelse med din indre mormor.
En kantine med madmod og bæredygtige værdier
Hvis man vil sikre, at arbejdspladsen bidrager til en bæredygtig madkultur, er det værd at tage et kig på virksomhedens kantine. Hos Food by Coor har vi skabt et nytænkende koncept for en bæredygtig kantine, der har fokus på økologi, madspild, smag og miljøvenlig kantinedrift. Kontakt os for at høre mere om, hvad vi kan gøre for jer - vi giver en frokost, så I selv kan se og smage, hvilke værdier vi arbejder med.